top of page
Man kan da ikke gå på vandet
- om at læse bibelske tekster med forskellige briller

Verden tager sig forskelligt ud, alt efter hvilke briller man ser den igennem - og sådan forholder det sig også med tekster. Vi ser og læser altid verden fra det sted, vi selv står. Vi ser en del, mens noget andet forbliver skjult. I projektet her præsenteres dette med brillen som metafor for forskellige synsvinkler.  

  

Eleverne arbejder med metaforen som en erkendelseskategori, der illustrerer, at menneskers blik og perspektiv på tilværelsen sjældent er helt ens. Metaforforståelsen leges ind med ”brillefodbold” og andre øvelser. 

  

De forskellige perspektiver introduceres i en nyproduceret tegnefilm, hvor en dreng læser fortællingen om Vandringen på søen med tre forskellige briller. Eleverne læser derefter to andre bibelske tekster med projektets briller og undersøger om brillerne repræsenterer forskellige pointer i teksterne. 

 

Gennem hele forløbet arbejder eleverne med en lille kasse, hvor kassens sider repræsenterer forskellige udlægninger af et begreb eller en tekst. Kassen indgår også i projektets kirkebesøg, hvor eleverne erfarer, at også i kirkerummet kan ord og begreber betyde andet og mere, end det man kan se med det blotte øje.  

  

Projektet afrundes med en skriveworkshop designet af forfatter Mette Vedsø.  

Via forskellige ord-skulpturer kommer projektets briller i spil og sættes i relation til metaforen VEJ. Alle elever producerer tre skriftlige værker, som viser, at der også altid er flere mulige perspektiver på tilværelsen. 

 

Til inspiration for arbejdet findes på projektets hjemmeside to korte videoforedrag om metaforer og forskellige måder at læse bibelske og andre tekster på med ph.d. og sprogforsker ved Via University College, Linda Greve og dr.theol. og professor i teologi ved Københavns Universitet, Mette Birkedal Bruun. 

Tilmeldte lærere modtager: 

  • Undervisningsoplæg med lærervejledning, baggrundsmateriale og konkrete undervisningsforslag. 

  • Spørgsmålskort til gruppearbejde med bibelske fortællinger. 

  • Små kasser til illustration af forskellige synsvinkler. 

  • Tilbud om kirkebesøg. 

  • Adgang til projektets hjemmeside med bl.a. tegnefilmen Oskars briller og videoforedrag  

 

Illustration: Tiny Film

  • Fag: Kristendom og dansk

  • Målgruppe: 5. - 6. klasse

  • Tidsforbrug: 12 lektioner

  • Kirkebesøg

KOLDING - skriv til SKiK

bottom of page